Historiedamen
Historiedamen

Fortælle Forestillinger

Her præsenteres 5 af Marianes meget forskellige fortælleforestillinger

 

Det hemmelige barn

Forfatter og fortæller Mariane Josefsen 

Line fødes i foråret 1944 og vokser op med kærlige forældre på landet i efterkrigstiden. Trods hendes trygge barndom er der noget som er forkert - hun føler sig anderledes og der sker forskellige ting som får hende til at føle at der er noget uldent omkring hendes herkomst.  Er det rigtigt når de driller og kalder hende en tyskerunge ? Line søger som voksen sine rødder. Hvad er hendes oprindelse? Hvem er hendes mor - en tyskertøs? og hvad med hendes far. Line finder en hjerteskærende kærlighedshistorie og efter mange år tager hun mod til sig og opsøger sin biologiske far.

 

En meget aktuel historie om kærlighed i krigstid og om de spor der følger med i generationer.

 

Irma Fortællinger

Forfatter og fortæller Mariane Josefsen

En fortælling om Irma, som kommer fra en lille by i Vestjylland. Irma har altid gjort som omgivelserne forventer af hende og arbejder som 1. assistent i en lokal Netto. Chefen synes hun er dygtig til sit arbejde og flytter hende, trods forældrenes sorg til Østerbro i København, hvor hun skal være primus motor i en nyåbnet butik. Irma bliver voldsomt ensom i den store by og efter lang tids søgen finder hun vejen til Bankohallerne, hvor hun føler sig på hjemmebane. Det bliver også der hun møder mennesker som tager hende med i andre miljøer og der sker ting som får Irma til at tage initiativer, som hun aldrig havde drømt om. Irma får længsler – citronlængsler – prinsen på den hvide hest gør sit indtog og Irmas liv forvandles…

 

En varm, humoristisk fortælling om en pige man ikke kan lade være med at holde af.

 

Hjortens flugt

Fortalt som en historie af Mariane Josefsen frit efter Christian Winthers digt fra 1855.

Christian Winters 333 siders lange digt ”Hjortens Flugt” er et vidunderligt romantisk eventyr.Historien bugner af riddere, forviklinger, æresbegreber, kvinder og forhekselser. Mariane har i denne mundtlige version udeladt verseformen og den dramatiske historie er kommet i højsædet.  Som lytter bliver man ført gennem et drama som udspiller sig på Erik af Pommerns tid – man følger Junker Stranges kamp mod troldkvinden Rhitra og hans befrielse af sin elskede Ellen. Nogle lyttere vil efter fortællingen gå hjem og finde bogen i reolen, læse hele digtet, falde ind i rytmen, nyde alle de vidunderlige naturbeskrivelser… og igen prise den gamle digterkunst.

 

Tårefabrikanten

Forfatter og fortæller Mariane Josefsen

Mariane Josefsen har med Tårefabrikanten skabt en velkomponeret, vedkommende historie om tårer, sorg og glæde. En fortælling om det nære og svære menneskeliv.Tårefabrikanten handler om et land hvor tårer bliver forbudte. For i et lykkeligt samfund er der jo ingen grund til tårer. I historien besøger vi det tåreløse land - tages over broen til tårekanalen ved den grumsede flod, hvor landets forviste eksistenser lever - her møder vi Tårefabrikanten, som er fascineret af tårenes forbudte væsker –I Tårefabrikantens fodspor følger vi hans fascinerende kamp for at få tårerne til at trille legalt i landet igen.Fortællingen har en snert af magisk realisme over sig, og rummer både alvor og humor.

 

Det er en historie man følger nysgerrigt fra start til slut, og man overraskes hele tiden af historiens nye drejning.

 

Kanel, kardemomme og kindkys

Damaskus fortællinger med Mariane Josefsen

 

Fortælleforestillingen ”Kanel, kardemomme og kindkys” er en sanselig historie om Mariane Josefsens møde med byen Damaskus… menneskene… drømmene… historierne.

 

Mariane tager publikum med på et billedrigt eventyr, hvor hun præsenterer menneskelige oplevelser, mødet med systemets spidsfindigheder, den fremmede kultur og længslen efter fællesskabet.

 

Forestillingen er et topaktuelt menneskeligt supplement til situationen i Syrien i dag.

 

Forestillingen indeholder historiefortælling i flere former - sanseligt billedsprog, små selvoplevede fortællinger, refleksioner over mødet med det fremmede og situationen før og nu, samt eventyr/fortællinger fra Syrien.

 

Igen og igen har Historiefortæller Mariane Josefsen besøgt Damaskus for at arbejde med arabiske børn og voksne og deres fortællinger. Oplevelser, indtryk, refleksioner fra disse rejser danner baggrund for mosaikfortællingen: ”Kanel, kardemomme og kindkys”.

 

Læs publikums kommentarer